Overgangsalderen
Overgangsalderens mange ansigter
Overgangsalderen er en naturlig proces, som skyldes æggestokkenes først svingende og siden svigtende produktion af de kvindelige kønshormoner østrogen og progesteron.
Den kan begynde så tidligt som i slutningen af 30´erne eller i starten af 40´erne og give anledning til uregelmæssige menstruationer, hede-svedeture, psykiske gener, søvnbesvær, tørhed i skeden, problemer med at holde på vandet, afkalkning af knoglerne og øget risiko for hjerte-kar-sygdom. Det faldende østrogenniveau nedsætter også stofskiftet, hvilket bl.a. kan gøre det svære at holde vægten.
Hos langt de fleste indtræder menopausen omkring de 50. Perioden op til og efter kan forløbe meget forskelligt. Symptomerne kan variere meget – både for den enkelte kvinde og kvinder imellem. Nogle er heldige og har få gener, mens andre er meget plaget.
Du kan heldigvis selv gøre en forskel
En sund livsstil med vægtkontrol, moderat alkohol indtag, rygestop og regelmæssig træning kan hjælpe med at håndtere overgangsalderens mange kropslige reaktioner og hjælpe med at sænke risikoen for hjerte-kar-sygdom, knogleskørhed, tab af muskelmasse og muskelstyrke.
I Lægens Køkken har vi derfor særligt fokus på en kost der mætter godt og modvirker vægtøgning og som samtidig sikrer tilstrækkeligt med magre proteinkilder, kalk og D-vitamin, kostfibre, og sunde fedtstoffer.
Vi er særligt opmærksomme på at bevare eller øge aktivitetsniveau gennem både konditions- og styrketræning for at bevare muskler og knogler og styrke kredsløbet.
